Danish Roller Cup
“Danish Roller Cup er rulleskøjteløb, hvor alle kan være med – både børn og voksne – begyndere og øvede.”
“All nations are welcome!”

















Danish Roller Cup 2026
Danish Roller Cup er en hyggelig dag for både børn og voksne.
Vi ønsker at tilgodese den store gruppe rulleskøjteløbere, der kan lide at køre lange løb. Derfor har vi i 2026 booket Danmarks største baner og tilbyder masser af rulleskøjteløb.
Første afdeling ligger i Jylland og anden afdeling på Sjælland. Man kan godt nøjes med at deltage i en af afdelingerne.
Vi glæder os til at se en masse rulleskøjteløbere til spændende og sjove konkurrencer på de nye baner.
Kort og langt
Ved hver af de to afdelinger i 2026 får du et kort løb og et langt løb. Du kan dog godt vælge kun at stille til start i den ene distance.
Et kort løb for alle
For alle er det korte løb én omgang på banen (ONE LAP).
Du bliver placeret i en gruppe med 15-20 andre løbere, og skal gennemføre runden så hurtigt som muligt.
Børn kører ikke i gruppe med voksne.
For voksne
For voksne (fra 15 år) er det lange løb et halvmaraton på 21 km.
Du har 100 minutter til at gennemføre løbet, hvilket svarer til den fart der køres med til Friday Night Skate i København (~12,7 km/t).
For børn
For børn (fra 7-14 år) er det lange løb på 10 km.
Du har 50 minutter til at gennemføre løbet (~12 km/t).
Præmier
Alle der stiller til start får en deltagermedalje.
Ved hver afdeling er der også præmier til de 3 hurtigste piger og drenge, samt kvinder og mænd på hver distance.
Der er også præmier til den hurtigste pige og dreng samt mand og kvinde i hver af de nationale aldersklasser: Mini, Maxi, Ungdom, Kadet, Junior B, Junior A, Senior, AK30, AK40, AK50, AK60 og AK70.
Efter afdeling 2 på Sjællandsringen præmieres desuden vinderne af den samlede cup.
Cup-point
Hvert løb man deltager i udløser point. Den løber, der har flest point, vinder.
Point tildeles i hver klasse, hhv. piger og dreng samt kvinder og mænd.
Til årets sidste afdeling på Sjællandsringen bliver dem, der har klaret sig bedst, præmieret: De 3 bedste piger og dreng, samt kvinder og mænd, og den samlede vinder, i hver af de nationale aldersklasser.
Halvmaraton i Danmark
Vi har haft fornøjelsen af at arrangere halvmaraton på rulleskøjter i Danmark både i 2024 og 2025.
I 2024 stod vi for et stemningsfuldt gadeløb i Herning i forbindelse med DM-ugen, mens vi i 2025 havde fået adgang til den fedeste bane i Silkeborg, nemlig Jyllandsringen.
Vi elsker at skabe rammerne for rulleskøjteløb, hvor fart, fællesskab og glæden ved at rulle går op i en højere enhed – for der er nemlig noget helt særligt ved at ræse afsted på hjul af polyurethan.
Er det dit første halvmaraton, så kan du godt glæde dig!
